I kølvandet på en artikel publiceret på Danmarks Radios hjemmeside, der hævder, at Danskernes Partis formand Daniel Carlsen  har sagt, at han vil hjemsende Grevinde Alexandra, skal vi her korrigere DR’s udlægning af, hvad der rent faktisk blev sagt i interviewet. Daniel Carlsen udtalte sig ikke konkret om halvkineseren Alexandras status i et nationalt Danmark, udover at han påpegede, at hun er halvkineser, hvilket gør situationen kompliceret. Danskernes Parti vil ikke forholde sig til personsager, men vil med sin politik tegne de overordnede linjer for en dansk fremtid i Danmark. Dette er alt, hvad Daniel Carlsen har sagt, og artiklen på dr.dk fordrejer derfor sandheden.

Daniel Carlsen har været i kontakt med journalisten, der ikke ville ændre overskriften. Grundet dårlige erfaringer med det tilsyneladende danskfjendtlige pressenævn, finder han det ikke formålstjenligt at klage til dem, fortæller han til DanskernesParti.dk.

For at lægge Danskernes Partis holdning til hjemsendelser fast, har vi fået lov til at poste et afsnit fra Daniel Carlsens bog “Odelsret til Danmark”, som udkommer senere i år:

De nødvendige hjemsendelser
Med udgangspunkt i den gennemgåede sammenhæng mellem mål og midler bør der anlægges en plan for afviklingen af det multikulturelle samfund. Hvis ikke det er helt åbenlyst, så lad blot mig være bussemanden, som slår det fast: En afvikling af det multikulturelle samfund er kun mulig, hvis vi påbegynder hjemsendelser af de fremmede, der i øjeblikket tager ophold i landet. Et indvandringsstop alene er ikke nok for et samfund, hvor der allerede officielt er næsten 400.000 ikke-vestlige personer ― og i virkeligheden endnu flere.
Alt for længe har indvandringskritikere tøvet i dette spørgsmål. Om det skyldes frygt for eventuelle reaktioner eller en tilslutning til nogle menneskerettigheder, der ikke anerkender det danske folks ret til Danmark, ved jeg ikke. Dybest set er det også ligegyldigt. De fremmede, der er i landet nu, behøves ikke at familiesammenføre hele Mellemøsten til Danmark for at kunne blive den største befolkningsgruppe. De fremmedes fødselsrater vil gøre det beskidte arbejde ― selv uden hjælp fra naive politiske sjæle, der desværre besidder reel magt i dette land.
Der er ikke én grund i verden til, at vi skal acceptere 400.000 eller flere ikke-vestlige som danskere. Moralsk og etisk er der heller ingen grunde til det, da den højeste moral anerkender ethvert folk retten til dets eget land. Medvirker man til at forære sit land bort, er det under ingen omstændigheder moralsk i orden. Tværtimod. At forære sit land bort er det mest umoralske, man som menneske kan gøre, og den største forbrydelse, man overhovedet kan begå mod sit folk, sine forfædre og ikke mindst sine efterkommere.

Hvem der rent faktisk skal hjemsendes er principielt lig med dem, som vi i fremtiden ønsker at afvise ved grænsen. Imidlertid er det her vigtigt at slå fast, at de hjemsendelser, der nødvendigvis skal komme, vedrører de ikke-vestlige befolkningsgrupper, som tager ophold her. Selvom der kan være årsager til i fremtiden at dæmme op for eksempelvis østeuropæisk indvandring (ikke at forveksle med indvandring af sigøjnere, som er ikke-vestlige), vil det ikke give mening vilkårligt at hjemsende østeuropæere, der aktuelt tager ophold her. Det er dog klart, at eksempelvis kriminelle østeuropæere må vises vintervejen, men vi står lige nu ved en skillevej, hvor vi har valget mellem en multikulturel mudderpøl eller en dansk, spirende kornmark. Hvis ikke kornmarken skal nå at dø ud, inden det er for sent, må vi fastholde blikket på det væsentlige.

Mange gange er jeg blevet spurgt om, hvem det egentlig er, „der skal ud”. Jeg svarer altid prompte, at det er de fremmede, velvidende, at det ikke er det spørgsmål, afsenderen egentlig ønsker besvaret. Det handler om „de blandede”, hvilket jeg har erfaret også er et tema på den nationale fløj. For hvornår er man dansk nok? Og hvordan skal det måles?
Jeg har hørt alt fra idéer om at DNA-teste alle til konkrete definitioner på, hvor langt tilbage man skal kunne spore „rene danske aner”. Principielt synes jeg, at det ville være problematisk at mistænkeliggøre alle ved at DNA-teste dem med en udskillelse som formål. At DNA-opsamlinger kan være samfundsgavnlige i andre henseender er en anden sag og en hel anden diskussion. Dernæst kan jeg heller ikke se det konkrete formål med en sådan vurdering af hvert enkelt individ, der tager ophold her. Det er jo ret vanskeligt at sætte en klar definition af, hvornår man er „dansk nok”. Det bliver næppe heller ret objektivt. Dermed ikke sagt, at jeg betragter en person, der har en afrikansk mor og en dansk far, som en dansker. Vedkommende er jo, helt nøgternt, halv dansker og halv afrikaner. Jeg kan sagtens se, at det ville være problematisk for Danmarks etniske fundament, hvis der var hundredtusindvis af den slags her til lands, men det er min klare vurdering, at det er der ikke.
Der laves jo desværre ikke etniske folketællinger her i landet, men for nogle år siden faldt jeg over en indikator på, hvor mange blandede, der er i Danmark. Analyseinstituttet Zapera foretog i 2009 en undersøgelse for MetroXpress, der viste, at kun 2 procent af befolkningen befinder sig i et etnisk blandet parforhold[i]. Undersøgelsen bekræftes desuden af 2011-tal fra Danmarks Statistik. I publikationen Indvandrere i Danmark 2011 kom det nemlig frem, at 2 procent af danske mænd og 1 procent af danske kvinder har en partner med ikke-vestlig oprindelse[ii]. Dette betyder, at under 2 procent af danskerne er i et etnisk blandet parforhold. Samtidig viser undersøgelsen fra 2009 sammenholdt med statistikken fra 2011, at der umiddelbart ikke er blevet flere blandede parforhold, selvom antallet af indvandrere i Danmark i mellemtiden er steget og derfor alt andet lige burde have affødt flere blandede forhold. En interessant konstatering, som man kan tolke som man vil, men som uden videre analyse kort og godt kan siges at være endnu en indikator på, at multikultur grundlæggende er unaturlig.
Det må forventes, at endnu færre end de 2 procent, der er i et blandet parforhold, rent faktisk har børn sammen, hvilket jo unægteligt minimerer problemet med etnisk blandede. Jeg har intet problem med at sige, at den fremmede part i et parforhold skal forlade Danmark, mens den danske part kan gøre det såfremt det er i gensidig overensstemmelse med den fremmede parts hjemland. Men det er svært at retfærdiggøre, at en person, der er splittet mellem to nationaliteter skal være det ene eller andet sted. Det må i sidste ende, i børns tilfælde, være et valg forældrene tager, og i voksnes tilfælde et, de selv tager.
Jeg kan forstå man tager et sådant spørgsmål op, såfremt det er et presserende problem. Men da omfanget af blandede er så begrænset i Danmark, mener jeg ikke, at det er værd at beskæftige sig med i en politisk sammenhæng, hvorfor man udmærket kan henvise til det førnævnte om, at det er vedkommende selv eller dennes forældre, der vælger fremtidigt opholdsland. I det hele taget er det en god rettesnor at have: Hvis et givent spørgsmål ikke er presserende netop nu, må det vige pladsen for mere aktuelle problemstillinger, da man i så fald på bedst mulig måde kan belyse de emner, som man rent faktisk finder vigtige.

Praktisk står vi naturligvis overfor en udfordring, da der udover en lang række let identificerbare ikke-vestlige udlændinge også findes illegale samt personer, der allerede har opnået dansk statsborgerskab. Sværere er identificeringen dog ikke end, at der med al sandsynlighed er en rimelig nøjagtig opgørelse over statsborgerskabstildelingerne, der er foretaget, ligesom langt størstedelen formentlig er digitaliseret. Altså kan man uden videre iværksætte en tilbagerulning af den lemfældige omgang med de rødbedefarvede pas.
I forhold til den praktiske gennemførsel af hjemsendelser er det umuligt på forhånd at gå i detaljen, men det mest realistiske ― parlamentarisk såvel som rent logistisk ― er at dele hjemsendelsesprocessen op i faser. Til at starte med kunne man hjemsende kriminelle udlændinge umiddelbart. Kriminalitetens art og omfang kan for så vidt være ligegyldig ― dømmes en ikke-dansker ved en dansk ret, så kan vedkommende blive hjemsendt med ekspresfart. I så henseende kan man tage mindre hensyn til den, der skal hjemsendes, end hvis denne havde været en lovlydig borger. For eksempel ville det i højere grad være acceptabelt at udsende en kriminel udlænding til et område nær hjemlandet, hvis hjemsendelse ikke var diplomatisk muligt.
Det er desuden klart, at vi ikke bare kan acceptere, hvis samtlige tredjeverdenslande nægter at tage imod det befolkningsoverskud samt efterkommere, de har ladet strande i Danmark. Her vejer det danske folks rettigheder naturligvis tungere end „retten” for tilfældige fremmede lykkeriddere, som har været så heldige at få lov at bo i Danmark indtil deres hjemsendelsesdag. Videre er det også helt klart, at tilknytning til Danmark eller manglende tilknytning til hjemlandet ikke har noget som helst at sige i forhold til udvisning af udlændinge, uanset udvisningsårsag. At ikke-danskere har været beriget med et ophold her i landet, kan så absolut ikke betyde, at vi skal tilbyde dem mere, end de allerede har fået foræret af os. Her var den tidligere folketingspolitiker Mogens Glistrup meget klar i mælet: „Den tilfældighed, at et menneske har haft den fordel frem for sine landsmænd at leve et stykke tid hos os, skal naturligvis ikke bevirke, at vedkommende skal yderligere begunstiges med at få lov at forblive her.”[iii]
I forlængelse af udsendelserne af kriminelle udlændinge kan man påbegynde hjemsendelser af de, der ikke kan forsørge sig selv i Danmark. Sidste fase i processen vil så være hjemsendelse af de øvrige ― en fase, der formentlig vil strække sig over flere år og kræve en del diplomatisk arbejde.

Vi skal naturligvis ikke vige for at opnå målet om et dansk Danmark, hvorfor hjemsendelser må og skal påbegyndes, hvor ubehageligt det end må forekomme. Det danske folks rettigheder er de vigtigste i dette land og må nødvendigvis have forrang for andre folks „ret” til at kolonisere os. Imidlertid behøver vi ikke bruge unødigt hårde midler for at opnå målet. Vi bør gøre fordanskningen af Danmark så skånsom som muligt, hvis det kan garanteres, at vi med de udvalgte midler kan gøre Danmark dansk igen. Derfor vil hjemsendelsesprocessen formentlig være en langstrakt affære. Men allerede inden den første hjemsendelse er effektueret, vil indvandringen af nye fremmede som en selvfølgelighed være stoppet. Så selvom der kan være langt fra den politiske beslutning til virkeliggørelsen heraf og genskabelsen af et frit Danmark, vil der fra det øjeblik, hvor hammeren i Folketinget falder, være et lys forude. Et lys, der lige siden Kong Skjolds første åndedræt har brændt stædigt og vedholdende for en dansk fremtid.